Simon Kvamm

dansk sanger, født 1975

Simon Kvamm (født 18. februar 1975 i Århus, men opvokset i Silkeborg) er en dansk kunstner. Han er musiker og forsanger i bandet HUGORM som blev til i Klitmøller i 2017 i samarbejde med Arní Bergmann og Morten Gorm. Bandets første EP kom i 2020 med navnet ”Folk skal bare holde deres kæft” og senere samme år udkom albummet ”Kom vi flygter”. I oktober 2022 udkommer bandets andet album ”Tro, Hug & Kærlighed.” [1] Simon Kvamm er endvidere en af hovedskaberne bag serien GURU på DR2, hvori han selv spiller hovedrollen som lifecoachen Anders Mertz. Serien skildrer gennem både alvor og komik de konsekvenser der kan være ved tidens selvudvikling- og lifecoachingtendenser. GURU blev i 2021 nomineret til TV Prisen og Simon Kvamm var samme år nomineret til en Robert for Bedste Mandlige Hovedrolle.[2] Sendefladen på DR2 er ikke uvant for Simon Kvamm, der tidligere har medvirket i satireprogrammerne Rockerne og Drengene fra Angora.

Simon Kvamm
Simon Kvamm - Nephew (Band) - Roskilde Festival 2010-2.jpg
Simon Kvamm på Roskilde Festival 2010
Information
FødtSimon Kvamm
18. februar 1975 (47 år)
Silkeborg, Danmark
StatsborgerDanmark Rediger på Wikidata
GenreRock, pop
BeskæftigelseMusiker, Musikproducer, Sangskriver, Skuespiller
Medlem afHugorm, Nephew Rediger på Wikidata
Aktive år1996-nu
PladeselskabCopenhagen Records
Associeret medNephew, De eneste to, Hugorm
Instrumenter
Vokal , Tangenter , Guitar
Eksterne henvisninger
www.simonkvamm.dk
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Simon Kvamm er endvidere bredt kendt som frontmand i rockbandet Nephew, som en del af gruppen De Eneste To med vennen og musikeren Peter Sommer, og for sit soloshow Vandmand fra 2016.

Opvækst og tidligt liv

Simon Kvamm er opvokset i Silkeborg og er søn af Janus og Agnes Kvamm, som er henholdsvis læge og tandlæge. Navnet Kvamm stammer, ligesom Simons farfar, fra Færøerne og er navnet på en dal nær bygden Norðragøta. Simon har en fire år yngre lillebror, Stefan Kvamm, som på flere måder gennem tiden har bidraget i både De Eneste To og Nephew-regi.

Simon Kvamm blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1994. Det var i forbindelse med sit ophold på Båring Højskole på Fyn, at Simon for alvor begyndte at definere sig selv som musiker. Han startede efterfølgende på Musikvidenskab på Aarhus Universitet, men interessen for særligt tv- og radiojournalistik førte ham til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han kun manglede hovedopgaven for at kunne kalde sig journalist. I stedet blev han på Danmarks Radio, efter sin praktiktid på DR Ung, hvor han i 2003 var med i den fiktive dokumentarserie om Rockerklubben Svinene, hvor karakteren Baune blev født. Baune fulgte med, da Simon sammen med Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard var en del af Drengene fra Angora, der i 2004 blev allemandseje.

Fodboldklubben Silkeborg IF står Simon Kvamms hjerte meget nær, og han spillede selv i klubben til han var omkring 18 år gammel. Han har af flere omgange stået bag klubbens indløbssang, som både har været et remix af Nephews ”Movieklip” og sangen ”Vi Er Søhøjlandet”, lavet i samarbejde med bandet More Blessings.[3]

Karriere

Rockbandet Nephew blev dannet i Aarhus i 1996 og i 2000 udkom deres debutalbum Swimming Time. Samme år spillede de koncert på Roskilde Festivals campingscene, en koncert der blev gæstet af guitaristen Hilmer Hassig. 2001 så dog ud til at blive enden for Nephew, og Simon havde tidligere på året taget beslutningen om at træde ud af bandet. Men i forbindelse med en allerede planlagt koncert i Tyskland, ændrede tilgangen til bandet sig, og gik i stedet fra ambitionen om at være et fuldtidsorkester, til dét Nephew er i dag. Et band der eksisterer sideløbende med andre projekter.

Med denne nye tilgang til tingene, tog det i 2004 for alvor fart for både Nephew og for Simon Kvamm. Nephew brød igennem med deres andet album USADSB, som solgte mere end 110.000 eksemplarer, og vandt et utal af priser. Det var samtidig året hvor Drengene fra Angora var på alles læber, og Simon blev på kort tid et meget kendt ansigt.

I 2006 udkom bandets tredje album Interkom Kom Ind, og i 2007 spillede Nephew deres første koncert på Roskildes Festivals Orange Scene. Dette kom der dvd’en og livealbummet 07.07.07 ud af. Nephew udgav i 2009 deres fjerde album DanmarkDenmark, og det femte album Hjertestarter udkom i 2012. Efter nogle års pause offentliggjorde Nephew i 2017 Marie Koldkjær Højlund som nyt medlem, og bandet udgav i takt med årstidernes skiften fra januar til september 2018, numrene fra det samlede album Ring­–I–Ring. Nephew har sangen ”At dø er at rejse” med i den 19. udgave af Den Danske Højskolesangbog. Sangen er oprindeligt skrevet til Ring–i–Ring albummet fra 2018, men er blevet bearbejdet og transformeret til en højskolesang, med Simon Kvamm som tekstforfatteren bag.[4]


I 2007 var Simon Kvamm vært på rejseprogrammet Antiglobetrotter på Danmarks Radio. Som titlen indikerer, brød Simon sig ikke om at rejse, så for at udfordre sin egen magelighed tog han til Uganda, Tanzania og Kenya for at mødes med unge afrikanske komikere, skuespillere og musikere. [5] Programmets titelsang, Grant Lee Buffalo's Fuzzy, er produceret af Simon Kvamm og Carsten Heller. Det var også i 2007 at Drengene Fra Angora igen tonede frem på skærmen, nu i Angora By Night.


I 2010 stiftede Simon Kvamm bandet De Eneste To sammen med musikeren Peter Sommer, og deres første single ”Morten” udkom d. 16. august samme år.

I 2011 udkom bandets første album og i 2014 kom opfølgeren Dobbeltliv. Bandet har desuden udgivet EP’erne ”D.E.T lyder radikalt” og ”Friday I’m in love.”


I begyndelsen af 2016 brolagde Simon Kvamm en ny vej i sit virke. Soloshowet Vandmand havde premiere i Aalborg d. 16. august 2016, efter flere testshows landet over. Showet kombinerer flere af Simons interesser og talenter og tager bl.a. udgangspunkt i refleksioner omkring hans egen barn- og ungdom, samt dét ’at blive set som en haj, men føle sig som en vandmand’. Hans flytning fra Frederiksberg til Klitmøller generede både mod, lyst og indhold til showet - det første i eget navn. Singlen ’Revner’ udkom d. 4. oktober 2016 og det samlede album udkom som appendix til showet d. 27. januar 2017.


I 2017 havde teaterkoncerten ”Lyden af de skuldre vi står på – sangskatten remixet af Simon Kvamm” premiere på Aarhus Teater, og blev i forbindelse med åbningen af Aarhus Festuge overværet af Dronning Margrethe. Simon Kvamm har i samarbejde med Marie Højlund fortolket og sat lyd til danske sange og salmer, som en hyldest til fællesskabet og den danske sangskat. Forestillingen spillede for udsolgte huse, modtog flotte anmeldelser og vandt to Reumert-priser for Årets Musical/musikkoncert og Årets Scenedesign.[6]


Det var ligeledes i 2017 at de første toner fra HUGORM lød fra en garage i Klitmøller. Simon Kvamm startede her sit nye band sammen med Arní Bergmann og Morten Gorm. Bandet var på plakaten en aften i oktober 2019 på spillestedet og baren Hotel Cecil i København før man kendte mændene bag. D. 8. januar 2020 offentliggjorde Simon Kvamm at have startet et nyt band og HUGORMs første EP ”Folk skal bare holde deres kæft” udkom d. 24. januar 2020. Ep’en blev fulgt op af albummet ”Kom vi flygter” d. 24. oktober 2020, et album der høstede rosende anmeldelser, blandt andet 5 stjerner i Gaffa. Gruppen var i 2021 nomineret til to Danish Music Awards for Årets Danske Gruppe og Årets Nye Livenavn.[7] Ifølge dem selv er HUGORM ” et band der handler om at rase ud, rense ud og ikke mindst spasse ud”. Simon Kvamm nævner selv hvordan han i HUGORM *bruger humoren og aggressionen til at komme endnu tættere på noget sandt.”[8]

I koncertregi arbejder HUGORM med at udfordre det traditionelle koncert-setup og i stedet skabe en slags fortælling i musikken. Dette kommer f.eks. til udtryk ved Simon Kvamms egen stemme der, dyb og nedpitchet, afbryder koncerten med tanker man ellers helst ser på afstand.

D. 14. oktober 2022 udkommer bandets andet album med titlen ”Tro, Hug & Kærlighed.” Af musikalske samarbejder kan nævnes nummeret ”Der er sket noget” featuring Benjamin Hav, samt sangen ”Mig & Frank” featuring Frank Hvam i forbindelse med DR programmet ”Make Badminton Great Again.” HUGORM har i øvrigt leveret al musikken til DR serien GURU.


Netop GURU fik efter nogle års tilløb premiere på DR.TV d. 8. april 2021. GURU er en serie i seks afsnit skabt af Simon Kvamm, i samarbejde med Svend Brinkmann og Stine Ellerbæk. Den er forfattet af Rasmus Horskjær og instrueret af Christian Dyekjær. I GURU spiller Simon Kvamm selv hovedrollen som lifecoachen Anders Mertz, der indadtil kæmper med sig selv, men udadtil coacher andre i at ”Gå selv”, samt af optimere og performe i deres eget liv, igennem selvudviklingsfloskler som ”Succes is burried on the other side of rejection” og ”The best way to predict the future is to create it.” Alt musikken til serien, inklusiv titelsangen, er leveret af HUGORM. Af øvrigt medvirkende kan nævnes Frederik Cilius, Kirsten Lehfeldt og Brian Lykke. [9] Sæson 2 af Guru er i skrivende stund færdigindspillet, og får premiere i efteråret 2022.


I 2021 medvirkede Simon Kvamm i sæson 11 af TV2 programmet Toppen Af Poppen, hvor han deltog sammen med Alex Vargas, Katinka Bjerregaard, Hjalmer, Maria Bramsen, Malte Ebert og Mathilde Falch. Her fortolkede Simon både alene og sammen med HUGORM numre af de øvrigt medvirkende kunstnere.

I august 2022 blev Simon Kvamm præsenteret som en af de tre dommere, i den 16. sæson af X Factor på TV2. Dommertrioen udgør han sammen med Kwamie Liv og Thomas Blachman. [10]

Simon Kvamm var EURO2020 Ambassadør ved EM i fodbold på hjemmebane, og har siden 2017 været ambassadør for Lær For Livet. Simon Kvamm var sammen med Nephew, og i samarbejde med Ungdomsringen, Roskilde Festival og Bikubefonden med til at grundlægge Musikstarter, som har til formål at få flere unge til at finde glæde og fællesskab i sammen at spille musik.[11]

Privatliv

Simon Kvamm er gift med journalisten Stine Ellerbæk, og sammen har de døtrene Elinor og Alice.

Diskografi

Simon Kvamm

De eneste to

Nephew

Drengene fra Angora

Hugorm

Filmografi

Referencer

Eksterne henvisninger


  Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
 Spire
Denne danske sangerbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.